FERIE/SYGDOM FERIE OG TILMELDING Personalet prioriterer at holde ferie og afspadsering når flest børn er væk. Derfor er det vigtigt, at I selv melder hurtigt tilbage til personalet når I holder ferie eller ved, at I tager en fridag! Vi vil også rigtig gerne have, at I melder hurtigt tilbage, når der er tilmelding til forskellige arrangementer (fællesspisning/temaaftener). SYGDOM Hvis dit barn er syg eller af anden grund bliver hjemme, så SKRIV DET MEGET GERNE IND I KbhForældre, alternativt kan I skrive til os på stuens telefon og giv besked så tidligt som muligt – helst senest kl. 9.00. Bliver barnet skidt og utilpas, mens det er i institutionen, ringer vi til jer med det samme, for at give jer besked og for at lave en aftale med jer om afhentning af barnet. Husk derfor altid at vi har alle jeres telefonnumre opdateret. Som hovedregel hedder det, at såfremt barnet er for dårligt til at indgå i institutionens daglige aktivitet, f.eks. være med på tur eller på legepladsen, lege med vand osv., så skal det blive hjemme. Det betyder ikke nødvendigvis, at jeres barn har feber, kastet op el. lign. Vi opfordrer stærkt til, at I giver jeres barn en feberfri dag, inden I igen kommer i institutionen. Det er ikke det samme for børnene at være derhjemme som i institutionen. Samtidigt undgår I også bedre, at jeres barn hurtigt bliver sygt igen. I øvrigt henviser vi til andet materiale om sygdom, som vi gerne udleverer. Derudover er I altid velkomne til at henvende jer til personalet og til at kigge ind til os på kontoret.