Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Samarbejde i klynge F

GAIA er en del af klynge F på Amager sammen med Den grønne planet, Havblik, Ingolf, Nordlys og Søstjernen. Vi har et fælles grundlag, som vi arbejder udfra. Det er beskrevet nedenfor. 

 

Fællesskab

Alle mennesker er relationelle væsner, som udvikler sig i samspil med andre. Det er vigtigt, at vi skaber rammer for alle børn, så de kan indgå i demokratiske fællesskaber.

Vi lærer børnene, at de er vigtige for fællesskabet og at fællesskabet er vigtigt for dem. De er en del af et fællesskab på stuen, i institutionen og på sigt, en del af det store demokratiske samfundsfællesskab.

Vi giver børnene forskellige deltagelsesmuligheder i fællesskabet. Vi skaber læringsmiljøer med legemuligheder for alle børn, og børnene inddrages i daglige gøremål og rutiner, hvor de både kan bidrage og føle sig værdifulde.  Vi lærer børnene at være fordomsfrie, og at kunne sætte sig i andres sted. Vi understøtter både de spontant opståede og de planlagte børnefællesskaber.

Vi er nysgerrige og understøttende på børnenes initiativer, og opmærksomme på at inkludere og invitere alle børn ind i fællesskabet.

I samarbejde med forældrene, lærer vi børnene at udvise respekt for andre mennesker. Vi arbejder målrettet med, at alle skal føle sig velkomne i vores institutioner, og vi arbejder ligeledes med, at inddrage forældrene i institutionsfællesskabet.

Karakterdannelse

Vi understøtter børnenes karakterdannelse, livsduelighed og gåpåmod. Vi arbejder for en dannelse af børnene, som vil hjælpe dem til en erkendelse af, hvem de selv er, og hvad de kan, og hvor de opdager deres egne potentialer og får mod på livet. Med afsæt i det enkelte barns udvikling, har vi øje for, hvilke krav, udfordringer og opgaver, der bedst understøtter barnets læring og som udfordrer dets evner.

Vi støtter børnene til at træne evnen til selvkontrol og vedholdenhed, så de kan fuldføre en opgave, der kræver en særlig indsats.

Vi lærer dem at sige til og fra, kan vente på deres tur, udsætte egne behov, vise hensyn, samt vilje og mod til at udtrykke egne ønsker og behov.

Vores ansvar består i at være tydelige, troværdige og autentiske medarbejdere, som sammen med forældrene udvikler et miljø for børnene, hvor vi fælles er ansvarlige for de rammer som stimulerer børnenes udvikling og karakterdannelse.

Marte Meo

Vi arbejder med følgende Marte Meo principper:

  1. Følge initiativer
  2. Benævne initiativer og omverden
  3. Bekræfte initiativer positivt
  4. Benævne egne initiativer
  5. Turtagning
  6. Positiv ledelse

Vi anvender Marte Meo principperne som fælles tilgang til alle vi omgås.

Igennem de 6 principper møder vi børnene i de følelser og initiativer de udtrykker. Vi giver børnene muligheden for, at de lærer sig selv og andre at kende, at de kan acceptere og rumme egne og andres følelser, samt få en oplevelse af at blive set, anerkendt, støttet og forstået. Dette er med til at styrke børnenes selvværd, give dem mod til at prøve sig selv af, samt møde andre med åbenhed og tillid.

Vi anvender disse principper i partnerskabet med forældrene, f.eks. i forældresamtaler, så forældrene får mulighed for at få flere perspektiver på, hvordan de kan støtte deres barns trivsel og udvikling.